Hypnosecentret hypnose & NLP København » Birgitte Staal

Birgitte Staal

 

Fra translatør til hypnotisør
Jeg er uddannet translatør og tolk i spansk. Min interesse for sprog var nok hovedårsagen til at NLP i første omgang fangede min interesse. Både i NLP og hypnose arbejder man med sproglige mønstre, og man bruger sproget som nøglen til forandring. Så derfor er springet fra translatør til hypnotisør måske ikke så stort som det umiddelbart kan forekomme.

NLP-uddannelse
I 2001 var jeg på mit første NLP-weekendkursus, og det inspirerede mig til at gå i gang med grunduddannelsen hos NLP-huset i Valby samme år.

Det var et spændende og udviklende forløb, og fantastisk at opdage hvor nemt man kan forandre den måde man oplever tingene på, og måden man tænker på, og at det faktisk er muligt at lære, selv at vælge hvordan man vil have det.

Hypnose
Jeg fortsatte med Master-practitioner-uddannelsen i NLP og det var her jeg stiftede bekendtskab med hypnosen. Det førte til at jeg gik i gang med hypnoseuddannelse på Hypnoseskolen.

Hypnosens effektivitet og dybde overraskede mig, og jeg fik hurtigt en fornemmelse af, at det var noget jeg skulle arbejde meget mere med.

Jeg tog mere uddannelse (det kan du læse om på mit cv), og efterhånden begyndte flere og flere at give udtryk for interesse i at prøve hypnose hos mig.

Egen virksomhed
I januar 2004 etablerede jeg Hypnosecentret. Til at begynde med havde jeg kun åbent en eftermiddag om ugen og fuldtidsjob som oversætter og sekretær på Spaniens Ambassade samtidig.

Undervisning
I 2005 begyndte jeg at undervise i hypnose og NLP på Hypnose­skolen. Det var fantastisk inspirerende at opleve hvordan deltagerne i uddannelserne udviklede sig og hvordan man hele tiden kan fortsætte med at lære mere.

Fuldtids hypnotisør
I september 2005 sagde jeg mit job på Ambassaden op for at arbejde fuldtids med hypnose, NLP, healing og coaching, dels som underviser og dels i individuelle sessioner.

Samarbejde
I februar 2007 indgik jeg samarbejde med Massagecentret, og vi har nu fælles lokaler på Strandboulevarden 5a på Østerbro i København. Desuden samarbejder jeg med andre undervisere: Maj Bjerre Sørensen om The Work med Hypnose, yogalærer Line Strandvik om Fødselshypnose og Fødselsforberedelse, Omree Shuval om Hypnoshiatsu og Tidligere liv-regression.

Egne kurser og internationalt perspektiv
I foråret 2008 stoppede jeg som underviser på Hypnoseskolen, for at kunne tilbyde forskellige kurser og uddannelser inden for hypnose og NLP i eget regi. Dette har nu udviklet sig til et internationalt samarbejde i United Trances.com, hvor jeg samarbejder med Omree Shuval fra Israel om at holde kurser internationalt. Vi holdte vores første kursus i Tidligere Liv-regression i Israel i august 2008, og har siden holdt andre kurser i Israel og i Danmark. Der er flere internationale kurser på vej.

Medvirken i TV
Jeg har medvirket i TV2-Zulu i programmet Comedy Fight Club, hvor Karsten Gren var i hypnose. Se links. Desuden medvirkede jeg i TV2-programmet Varm på Is, hvor Pelle Hvenegaard ydede en suveræn og meget sikker præstation på isen efter at have fået hypnose.

Mine overbevisninger
Jeg tror på, at alle mennesker har de ressourcer de har brug for. Hvis det ikke altid opleves sådan, er det ikke fordi ressourcerne ikke er til stede, men blot at der ikke altid er så god adgang til dem.

Forandring
Jeg kan ikke forandre nogen, eller løse nogens problemer – vi kan alle kun løse vores egne problemer, men jeg kan assistere andre til at få adgang til en langt større del af sig selv, og således blive i stand til at løse problemerne selv. Man kan sige at teknikkerne i hypnose, NLP, coaching og healing alle kan fungerer som nøglen der åbner for vores ressourcer og potentialer, så vi kan opnå de positive forandringer vi ønsker.